Forslag til lov om ændring af straffeloven (Initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), 2019-731-0048

Justitsministeriet har den 20. januar 2020 anmodet bl.a. Landsforeningen af Forsvarsadvokater (LFFA) om eventuelle bemærkninger til ovennævnte forslag.

Høringen har været drøftet på et møde i LFFA’s bestyrelse.

LFFA finder, at lovforslaget på en række punkter er stærkt betænkeligt.

Udstrækningen af det foreslåede kontaktforbud og opholdsforbud er meget omfattende og rejser et principielt spørgsmål i forhold til den grundlovssikrede forsamlingsfrihed. Det forekommer uforholdsmæssigt med opholdsforbud, der er kommunebaseret og dermed dækker et meget stort område. Sammenligningen med straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, hvor retten i forbindelse med dom for visse seksualforbrydelser kan give den dømte forbud mod at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder, hvor der er fare for, at den pågældende vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, er ikke relevant. I forhold til dømte seksualforbrydere er der på en helt anden måde mulighed for at udpege en svømmehal eller anden konkret lokation.

Det forekommer uproportionalt, at der er mulighed for forbud på baggrund af hel korte fængselsstraffe.

 

Politiets mulighed for at føre tilsyn med et meddelt forbud holdes uden for de straffeprocessuelle regler. Derved er der ikke noget mistankekrav. Politiet behøver heller ikke en ransagningskendelse.

I § 79 b stk. 8 og 9 foreslås en bemærkelsesværdig ordning, der er beskrevet som følger:

”Stk. 8. Politiet kan videregive oplysninger til den dømte om, at en person er dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er nævnt i stk. 1. Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve et meddelt kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3. Oplysningerne må kun behandles af den dømte i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til overholdelse af kontaktforbuddet.

Stk. 9. Den dømte har tavshedspligt med hensyn til de i stk. 8 nævnte oplysninger. §§ 152 og 152 c-f finder tilsvarende anvendelse.”

I forarbejderne er bl.a. anført følgende:

”Den dømte vil som modtager af oplysningerne blive dataansvarlig, og den dømtes behandling af personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, herunder særligt databeskyttelses-forordningens artikel 5.”

Der gives hermed mulighed for, at dybt personfølsomme oplysninger om en dømt udleveres til en anden dømt. Det forhold, at den dømte pålægges tavshedspligt og bliver ”dataansvarlig”, ændrer ikke herved.

 

Med venlig hilsen

Kristian Mølgaard