Høring over udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023)

Justitsministeriet har med mail af 23. august 2021 bedt om blandt andet Landsforeningen af Forsvarsadvokaters (LFFA) eventuelle bemærkninger til forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven.

Lovforslaget har været drøftet i LFFA’s bestyrelse.

Ved lovforslaget indskrænker man muligheden for at tillægge langvarig sagsbehandling betydning i strafnedsættende retning.

LFFA noterer indledningsvist, at straffesagens gang helt overordnet styres af staten gennem tilførsel af midler til politi, anklagemyndighed, domstolssystemet og kriminalforsorgen.

Spørgsmålet om straffesagens gang og den tidsmæssige udstrækning af denne har gennem mange år været debatteret, uden at der tilsyneladende er fundet en løsning på at håndtere betydningen af fx sagens overgang fra en myndighed til en anden. Dette uanset at der i praksis ses dispositioner, som primært må tilskrives den enkelte myndigheds ønske om ikke at blive registreret for sagsbehandlingstiden. Der er gennem de senere år taget en række tiltag i forhold til afbeskikkelse af forsvarere mv., ligesom der er opstillet frister i retsplejeloven, for at sagerne fremmes. Fænomenet er ikke nyt, men der synes at være et meget snæver fokus på den forholdsvis lille del af processen, som kan tilskrives forhold uden for myndighederne, fremfor en grundlæggende stillingtagen til det problem, som skyldes, at der ikke er tilstrækkelige ressourcer eller entydigt defineret ansvar hos myndighederne for sagernes fremme.

I betænkning 1492/2007 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger gengives på side 73 ff. de mange betænkninger og initiativer, som har været om spørgsmålet siden 1974, herunder bl.a. Retsplejerådets betænkning 825/1977 om retternes kompetence og arbejdsform med straffesager. Der er siden afgivet mange betænkninger, ligesom der er foretaget en række overvejelser om sagens fremme.

De senere år har fokus navnlig rettet sig mod forsvarsadvokaterne og muligheden for afbeskikkelse af disse. Det synes imidlertid at være udtryk for en fokusering på noget, som reelt udgør en relativt lille del af den langvarige sagsbehandling og ofte med svært forståelige resultater til følge.

 

Se fx TfK.2021.119, hvor der i retten bruges to måneder på berammelse af sagen, men hvor en forsinkelse på én dag betyder, at der ikke kan beskikkes ny forsvarer.

Se ligeledes dissensen i TfK.2018.262, hvoraf det fremgår, at selve anvendelsen af de afsatte dage synes meget dårligt udnyttet, hvorefter der beskikkes en ad hoc forsvarer, fordi der skal findes ekstra dage til færdiggørelse af retsmødet.

Tankerne bag en effektiv gennemførelse af retssagerne har fra starten af 1970’erne været hensynet til både forurettede og den tiltalte, således som det blandt andet kommer til udtryk i betænkning 1492/2007, side 105:

”Navnlig for den, som en mistanke om et alvorligt strafbart forhold retter sig imod, kan ubehaget ved sagen og uvisheden med hensyn til dens tidsmæssige udstrækning, udfald og konsekvenser være en betydelig belastning og også en hindring for iværksættelse af tiltag, der kan bringe den pågældende videre i livet. Dette hensyn må efter udvalgets opfattelse tillægges betydelig vægt i forbindelse med bestræbelser på at fremme behandlingen af straffesager, men også af hensyn til den forurettede og samfundsmæssige hensyn taler for at sikre hurtig behandling af straffesager.”

LFFA skal opfordre til, at man politisk genovervejer det fremsatte lovforslag, idet lovforslaget fjerner incitamentet fra samfundets side til at sikre, at sagerne fremmes med fornøden hurtighed. Lige som ventetiden på sagens afgørelse for mange domfældte reelt har været en større belastning end retssagen. Det er her centralt at huske på, at reglerne allerede nu ikke finder anvendelse på den sigtede eller tiltalte, som bevidst foretager alle mulige krumspring for ikke at havne i retten.

Lovforslaget synes derved at have en betydelig slagside ved, at den ulempe og belastning som ventetid udgør lastes den part, der ikke kan påvirke sagsbehandlingstiden, samtidig med at incitamentet til at fremme sagsbehandlingstiden fjernes fra den part, der kan påvirke sagsbehandlingstiden.

Lovforslaget vil herved tillige ramme almindelige mennesker, fx unge som har været i en ofte kortvarig skæv løbebane og herefter år senere er påbegyndt arbejde eller studier, eller måske netop har udskudt sådanne, for ikke på et senere tidspunkt at skulle fortælle en ny arbejdsgiver om den verserende sag.

Samfundet kan alene have én interesse i forhold til behandlingen af straffesager. Det er, at sagerne gennemføres hurtigst muligt. LFFA skal opfodre til, at der sikres tilstrækkelige ressourcer til dette i stedet for, at man gennemfører bestemmelserne i §§ 82 og 83.

I relation til bemærkningerne til lovforslagets ændring af til Retsplejelovens §§ 735 og 736, finder Landsforeningen af Forsvarsadvokater, at vægtningen af hvilke tidsmæssige forsinkelsesudsigter, der skal foreligge for at nægte beskikkelse er meget uproportionale med sagernes øvrige/samlede sagsbehandlingstid. Det forekommer således helt urimeligt, helt uden hensyntagen til, hvilken sagsbehandlingstid sagen har haft ved sin hidtidige behandling, at fastsætte (meget korte) faste frister for specifikt denne enkelte del af sagsbehandlingen.

I relation til bemærkningerne til lovforslagets ændring af § 745 e, stk. 1, gennem indsættelse af nyt nr. 5, synes formuleringen om, hvorvidt der skal beskikkes forsvarer uklar. Det findes således ikke hensigtsmæssigt, hvis forsvarerbeskikkelse eller ej skal bero på (politiets?) formodning om, hvorvidt den endnu ikke afgivne videoforklaring vil skulle anvendes under en senere hovedforhandling.

Med venlig hilsen

Kristian Mølgaard