Høring over udkast til forslag til lov om Det Centrale Dna-profilregister og Det Centrale Fingeraftryksregister
29. April 2022
Ved e-mail af 31. marts 2022 har Justitsmisteriet anmodet om bemærkninger fra bl.a. Landsforeningen af Forsvarsadvokater (LFFA) til ovennævnte udkast.
Høringen har været drøftet på et bestyrelsesmøde i LFFA.
Det er LFFA’s holdning, at DNA-profiler og fingeraftryk ikke bør opbevares på baggrund af straffesager, hvor der er sket påtaleopgivelse eller frifindelse.
Med afsæt heri er det så meget desto mere LFFA’s opfattelse, at der ikke er grundlag for hverken at forlænge eller at differentiere i opbevaringsperioden for sådanne profiler.
Præmissen for en påtaleopgivelse eller en frifindelse er, at sigtede/tiltalte er uskyldig og under denne præmis synes det ugrundet at udvide eller differentiere perioden af opbevaring af DNA-profiler og fingeraftryk efter hvad man ikke er fundet skyldig i.
LFFA har noteret sig, at der vil ske en forbedring af den registreredes retsstilling, idet den registrerede fremover vil kunne få adgang til personoplysninger om vedkommende selv på skrift fra dna-profilregisteret.
Med venlig hilsen
Kristian Mølgaard