Høringssvar til udkast til ændringer i bekendtgørelse om Erstatningsnævnets behandling af ansøgninger og Erstatningsnævnets forretningsordning, Justitsministeriets 2019-702-0017

Justitsministeriet har 23. marts 2021 sendt ovennævnte i høring til bl.a. Landsforeningen af Forsvarsadvokater, der skal bemærke følgende:

Høringen er ikke fulgt af en nærmere beskrivelse af, hvad der tiltænkes opnået ved ændringen, eller hvordan praksis er i dag.

Indledningsvis gøres opmærksom på, at en betydelig del af landsforeningens medlemmer er beneficerede advokater og følgelig også fungerer som bistandsadvokater. Dette høringssvar vil derfor tage afsæt i de situationer, hvor medlemmerne som bistandsadvokater er involveret i processen.

Typisk vil en ansøgning til Erstatningsnævnet blive fremsendt efter dom til politikredsen af bistandsadvokaten. Politikredsen fremsender herefter ansøgningen og bilagene til nævnet. Det betragtes som en del af bistandsadvokatens beskikkede arbejde at fremsende (ukomplicerede) erstatningsansøgninger – men som hovedregel anses hvervet i øvrigt for afsluttet ved dom i sagen.

Er der ingen bistandsadvokat, kan den forurettede selv bede politikredsen fremsende ansøgningen. Udkastet tager ikke antydningsvis stilling til, hvorvidt det stadig er en opgave for bistandsadvokaten at ansøge – og i givet fald, er det et helt uacceptabelt merarbejde.

 

Erfaringerne fra fx ansøgning om fri proces (hvilken skabelon skal anvendes fremover) viser, at det er overordentligt tidskrævende for advokater at udforme samtykke og sende til klienten, følge op på samtykket og lægge det ind på portalen for derved at få adgang og herefter at forestå korrespondancen med Civilstyrelsen via portalen.

 

Udkastet beskriver heller ikke det praktiske arbejde, der er forbundet med en digital ansøgning.

 

Det er således i direkte modstrid med forventningen om, at bistandsadvokaten kan foretage det overkommelige arbejde at fremsende ansøgningen til politikredsen, der herefter fremsender til Erstatningsnævnet. Hovedtanken er, at arbejdet er minimalt og derfor inkluderet i salæret.

Det kan ikke forventes, at bistandsadvokater vil påtage sig dette arbejde gratis fremover.

Der vil følgelig opstå en konflikt med forventningerne til bistandsadvokaternes arbejde og muligt de advokatetiske regler.

Endvidere skabes en helt uacceptabel risiko for, at forurettede, der rent faktisk har et krav – og måske endda har fået dom herfor – taber kravet på gulvet, fordi man ikke selv kan finde ud af den digitale ansøgning.

Hvem forestiller Justitsministeriet sig skulle bære ansvaret herfor, når der har været beskikket en bistandsadvokat, hvis hverv er ophørt ved domsafsigelsen?

Ansøgerne kan være svært tilskadekomne, mindreårige, udlændinge og/eller sågar dødsboer/efterladte.

Det er landsforeningens bekymring, at man vil skubbe arbejdet med at sende en ansøgning fra politikredsene over på de skadelidte (der ofte har vanskeligt ved opgaven) og derved skabe en meget stor risiko for, at helt berettigede erstatningskrav aldrig indbringes for nævnet. Formålet med nævnet vil derved blive udhulet.

Hvis det er forventningen, at bistandsadvokaterne foretager arbejdet – i de sager, hvor der vel at mærke er beskikket bistandsadvokater – vil forslaget indebære yderligere udgifter, for advokaterne vil naturligvis ikke påtage sig denne opgave ulønnet.

Forslaget bærer stærkt præg af, at det er en sparemanøvre, hvor man spekulerer i, at et større antal erstatningskrav end i dag aldrig når frem til behandling i nævnet – eller at bistandsadvokaterne pålægges yderligere gratis arbejde efter dom.

Landsforeningen skal derfor henstille, at den nuværende ordning, hvorefter politikredsen sørger for fremsendelse af erstatningskravet, bibeholdes.

Med venlig hilsen

Kristian Mølgaard