Justitsministeriets sagsnr. 2019-731-0062, Høring over forslag til lov om ændring af straffeloven (samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse)

Justitsministeriet har ved mail af 29. september 2020 bedt om blandt andet Landsforeningen af Forsvarsadvokaters (LFFA) eventuelle bemærkninger til ovennævnte lovforslag om ændring af straffelovens bestemmelse om voldtægt.

Lovforslaget har været drøftet i LFFA’s bestyrelse, som har noteret sig, at lovforslaget bygger på det tankegods, som er gennemgået i Straffelovrådets betænkning om en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse, men at lovforslaget er givet en anden udformning end foreslået af både rådets flertal og mindretal.

LFFA noterer sig, at der med den ændrede formulering af voldtægtsbestemmelsen er tænkt et klart signal om, at ”retten til seksuel selvbestemmelse” bliver omdrejningspunktet for, hvornår der er tale om voldtægt.

LFFA noterer samtidig, at det fremgår af lovforslaget, at en ”samtykkebaseret voldtægtslovgivning balancerer hensynet til beskyttelsen af voldtægtsoffer og retssikkerheden for den, der anklages for voldtægt, idet uskyldsformodningen stadig er gældende, og det fortsat er anklagemyndigheden, der skal løfte bevisførelsen. Af retssikkerhedsmæssige hensyn skal samtykke i øvrigt vurderes objektivt ud fra en samlet afvejning af sagens konkrete omstændigheder.”

LFFA er enig i, at den enkeltes selvbestemmelsesret over egen krop er af beskyttelsesværdi interesse. Som det fremgår af lovens forarbejder skal dette afbalanceres over for uskyldsformodningsreglen, som er et helt centralt begreb i forhold til beskyttelse af den enkelte mod statens udøvelse af magt.

LFFA har noteret, at beskrivelsen af gerningsindholdet i straffelovens § 216, stk. 1, har fået en meget enkel formulering, hvor der ikke længere sondres mellem forskellige typer af voldtægt. Manglende samtykke angives som det objektive kendetegn for forbrydelsen, men ”samtykke” er ikke nærmere beskrevet i bestemmelsen, uagtet at begrebet kendes fra forskellige retsområder, hvor et gyldigt samtykke kan være defineret forskelligt. Der er i forarbejderne beskrevet nærmere om, hvornår der kan antages at være givet et samtykke, men her understreges tillige at det beror på en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder.

Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt skal LFFA opfordre til, at samtykket præciseres nærmere i reglen, herunder at det blandt andet klart fremgår, at samtykket kan være stiltiende.

Der er tale om et nyt samtykkebegreb, som skal indfases i dansk ret. Indtil dette samtykkebegreb har fået en mere fast udformning i retspraksis, vil der efter LFFA’s opfattelse være en risiko for en betragtelig retsusikkerhed. LFFA skal derfor opfordre til, at der gennemføres en grundig informationskampagne i forbindelse med lovens vedtagelse.

LFFA skal endvidere pege på, at når man lader den meget brede vifte af forskelligartede indgreb være indeholdt i § 216, stk. 1, kan det sløre, at overgrebene vurderes til at have forskellig grovhed. Strafniveauerne beskrevet fra Folketingets side, kan således ikke længere knyttes op på præcise henvisninger i loven, men fremover vil alene forarbejderne afsløre, at der findes standard-strafpositioner på 2 ½ – 3 år (voldtægt), 3 ½ år (overfaldsvoldtægt) og 1 år og 2 måneder (voldtægt under udnyttelse af ikke påført påvirkning).

Hensynet også til fremtidig regulering af sanktionsniveauer kan derfor med nogen styrke tale for, at bestemmelsen afspejler, at den dækker overgreb, som varierer meget i grovhed.

LFFA skal derfor anbefale, at man enten ved reglens opbygning eller i en særskilt strafbestemmelse kan genfinde en objektiv beskrivelse af de strafniveauer, som man arbejder med ved sanktionsfastsættelse.

Med venlig hilsen

Kristian Mølgaard